10 Filmklassikere, Saga Studio, DVD, Film
10 Filmklassikere, Saga Studio, DVD, Film
10 Filmklassikere, Saga Studio, DVD, Film

10 FILMKLASSIKERE 'Saga Studio' vol. 1 - DVD

199,00 kr.
Varenummer: 5708758724807
Een Pige og 39 Sømænd 
Birgit Sadolin mønstrer som telegrafist på et skib hvor der kun er mænd og det tager hende nogen tid inden hun falder ind i tonen. Festligt Saga-lystspil i farver, og den allestedsnærværende Henry Nielsen slår ud med hånden i filmens sidste scene, hvor alle er samlet til spisning i kabyssen: "Ja, vi kan næsten ikke være her!" Det bliver ikke mere hyggeligt!

Tre piger fra Jylland 
Da tre meget forskellige kvinder modtager et brev om at de skal møde op til oplæsningen af deres moders testamente bliver det starten på en række begivenheder der leder dem på sporet af kærligheden - og en større sum penge. Men der knytter sig nogle betingelser som de først skal acceptere. De tre hovedrolleindehavere gør det godt og den første halvdel af filmen er rigtigt lovende, men så mister instruktøren Annelise Reenberg overblikket og filmen bliver forceret og mekanisk. Slutningen er et træls eksempel på hvordan man ikke skal formidle farceelementer. På plussiden skal Ole Lytkens fine sort/hvide billeder dog roses. Masser af kendte ansigter som Emil Hass Christensen, Kjeld Jacobsen, John Wittig, Gunnar Lauring, Ebbe Langberg, Paul Hagen, Helge Kjærulff-Schmidt og Clara Østø. Kun den meget opmærksomme vil få øje på Kirsten Walther som tjenestepige og Kjeld Markuslund som bankbestyrer.

Færgekroen
En smule omstændelig men velspillet og gennemført komedie om en lille fiskerby, hvor livet går sin stilfærdige gang med kroliv og færgesejlads. Ove Sprogøe og Dirch Passer spiller de to kompagnoner der bliver taget ved næsen af Poul Müller og Henrik Wiehe, der gerne ser at byen bliver moderniseret for egen vindings skyld. Mimi Heinrich er henrivende yndig som pigen der falder for den sleske Ranggaard der har indgået en uhellig alliance med sin ryggesløs fader og Buster Larsen er taberen der bliver håndlanger for de to misdædere. Lily Broberg og Kjeld Petersen udgør et usandsynligt men muntert kærestepar og på rollelisten finder man også Else Kornerup, Henry Nielsen og Caja Heimann. Musik af (DADA!) Sven Gyldmark.

Greven fra Liljenborg 
Selvom plottet om et konkurstruet gods og kærligheden mellem sekretæren og greven er noget forrykt sludder fra ende til anden og peppet op med et forlorent fantasi-sidestykke, så er det ikke til at nægte, at kemien mellem Hanne Borschenius og Henning Moritzen er ganske god og Annelise Reenbergs instruktion et godt stykke over middel - for materialet. Desuden liver Karl Stegger begivenhederne op som den koleriske faderdirektør der vil lave godset om til fabrik. I andre roller ser man Else Marie, Clara Pontoppidan, Bjørn Puggaard-Müller og Kjeld Jacobsen. Henrik Bentzon er morsom som butleren. Jo, Henry Nielsen er skam også med! Ja, det er god gammel dansk fra mellemste skuffe.

Hurra for de Blå Husarer 
Selvom der ikke er tale om noget guldhorn fra Den Danske Filmskat, så er det en ganske veldrejet folkekomedie, og efter alt at dømme måske endda den sidste med egentlig respekt for sin egen genre, inden det endte i en bunke møg op igennem 70´erne. Annelise Reenberg har fint styr på begivenhedernes gang, og forsøger ikke at hæve lavkomikken mere end den kan bære. Man kan se filmen som en forløber for sengekantsfilmene, idet der opereres med blid erotik, her gestaltet af Ghita Nørby - med en fin kavalérgang - og ed Susse Wold med nøgen humse i tusmørke. Og så har Dirch Passer fået en god lille rolle som opvarteren Spjælderup uden at det ender i dén ubehagelige form for selvkarikatur som skulle blive hans skæbne i det sidste årti han levede. Forvent ikke det store, men til en søndag eftermiddag ganske dækkende underholdning.

Historien om Hjortholm 
Skabelontypisk romanbladsfilm præget af god håndværksmæssig kunnen og et skuespillerensemble der gør en god indsats undervejs, til trods for at banaliteterne er legio. Svend Methling er ubestrideligt voldsomt hyggelig som landsbylægen der trasker marsken tynd i sin jagt efter ænder og i samme bevægelse sikrer godset Hjortholms overlevelse ved at hidkalde den retmæssige arving (Preben Neergaards retskafne ingeniør med højt hår og pibe) til at lave en nødvendig plan for husmandsbrug. Det er en underholdende og dramatisk film der kun martres af en lidt for groft skåret skurk i Jørn Jeppesens vredladne og usympatiske skikkelse og for meget komediespil fra de to pauseklovne Johannes Meyer og Peter Malberg. Bestemt seværdig og sympatisk filmoplevelse fra Den Danske Filmskat.

Peters landlov 
Ebbe Langbergs første film som instruktør viste desværre, at han ikke havde de helt store ting at byde på bag kameraet og det skulle bestemt ikke bliver bedre med årene. Det er en noget træg komediesatire om ændrede familiemønstre og ung kærlighed, fortalt med bunker af klichéer og i et alt for omstændeligt tempo. Skuespillerne kæmper alle med Tørk Haxthausens middelmådige manuskript og hvis man ser bort fra en indbydende Helle Virkner som den beredvillige husmoder og den altid sjove barneskuespiller Jan Priiskorn-Schmidt som teknisk nørd, så falder de fleste noget igennem. Et par famlende dansenumre hjælper ikke på tingene. Kan godt gå an en onsdag aften, men næppe en film med indbygget gensynsgaranti.

Tag til marked i Fjordby
Poul Bang har instrueret denne omstændelige og ejendommeligt tvedelte folkekomedie der på den ene side er gemen spas om to gæve gutter (Passer og Sprogøe) der tjener kassen på et friskt con i et forlystelsescenter og en forbryderisk hypnotisør (Buster Larsen) der får en viljesløs pige til at begå en række dristige kup i lokalområdet. De to historier følges kun dårligt ad og præges af så forskellige stemninger, at der nærmest bliver tale om to film. Men ikke helt skidt film sådan set. På rollelisten ser vi bl.a. en dejlig Lily Broberg, Paul Hagen, Asbjørn Andersen og Henry Nielsen. Desuden medvirker Tribini som højtråbende underholder der annoncerer duoens fupnummer. Musikken er af Sven Gyldmark.

Det hændte i København
Stig Lommer både skrev og instruerede denne udmærkede, men også lovligt vidtfavnende komedie om en rig forretningsmand der af sin datter tvinges til at leve som vagabond i sit eget hus for at lære hendes kæreste at kende. Filmen kan minde en smule om den senere "En ven i bolignøden" - som formentlig er inspireret af denne film - men den er knap så god. Bodil Steen er både sød og sexet i hovedrollen og Gunnar Lauring leverer endnu en kolerisk faderfigur, mens Ib Schønberg hygger sig med sin excentriske "professor". På rollelisten ses også Preben Neergaard, Beatrice Bonnesen, Preben Lerdorff Rye og Louis Miehe-Renard.

Dyden går amok 
Upraecis og ikke specielt morsom satire over samtidens seksualmoral, bureaukratiets snaerende baand, kirkens hykleri og den spirende kvindefrigoerelse, blendet sammen i en ikke saerlig appetitlig cocktail. Methling er ikke fokuseret paa hvad der er vaesentligt og har desuden alt for meget paa hjerte til en enkelt film og resultatet er smaakaotisk. De gode skuespillere holder dog liv i det hele, men vellykket er det bestemt ikke.
Filmens vovede tone er ioevrigt helt forsvundet og den "udfordrende" dialog virker krampagtig idag.
Antal
1
Tilføj til kurv

Spilletd                                 940 Min.

Cencur                                 Tilladt for alle

Sprog                                   Dansk

Trustpilot